Malawis regering roser Madonnas indsats for nationens forældreløse børn.
Sangerinden stiftede sidste år hjælpeorganisationen Raising Malawi og forleden offentliggjorde hun et samarbejde med modehuset Gucci, der lægger lokaler til en indsamlingsfest i New York den 6. februar.
Dette initiativ modtages med begejstring i Malawi, og informationsminister Patricia Kaliati benytter lejligheden til at lovprise Madonnas gode gerninger: "Det, hun udretter for dette lands forældreløse, kan meget få stjerner gøre hende efter", siger ministeren og fortsætter: "Madonna har bygget klinikker i landområder, hvor regeringen ikke selv er nået ud, og på den måde har hun reddet mange gravide kvinders liv".
Popdronningen og hendes mand Guy Ritchie er selv ved at adoptere den toårige David Banda, som ikke er forældreløs. Drengens far lever, men er ekstremt fattig. Adoptionen kommer først endeligt på plads, når Madonna har deltaget i et retsmøde i Malawi til foråret.