Den prisbelønnede fotograf Erik Refner skal være forlover til Alexandra og Martin Jørgensens bryllup den 3. marts.
Martin Jørgensen og Erik Refners venskab går 10 år tilbage og de kender hinanden fra fotografkredse. Martin Jørgensen er fotograf ligesom Erik Refner.
"Martin var fotografelev og jeg var model, da vi mødtes og blev gode venner," fortæller Erik Refner til DR Nyheder.
Erik Refner er fotograf på Berlingske Tidende og har vundet en række priser som fotograf. I 2001 vandt han den anerkendte pris World Press Photo.
Brylluppet skal stå i Øster Egede Kirke ved Fakse. De efterfølgende festligheder er i selskabslokalerne på herregården Jomfruens Egede.