Mads Mikkelsen og Noomi Rapace - kendt som Lisbeth Salander - danner par i ny international storfilm.
Der er ifølge BT tale om filmen "The Nazi Officer's Wife" om den østrigske kvinde Edith Hahn (Noomi Rapace), der overlevede nazisternes jødeforfølgelse ved at skjule sin jødiske baggrund og gifte sig med en nazistisk officer (Mads Mikkelsen).
Mads Mikkelsen har efterhånden prøvet det meste, men det bliver 30-årige Noomi Rapaces første internationale filmhovedrolle.
Endnu et fælles projekt i støbeskeen
Den skandinaviske stjerneduo gør i øjeblikket reklame for "The Nazi Officer's Wife" på Filmfestivalen i Cannes, men faktisk har de allerede endnu et fælles projekt i støbeskeen.
De skal nemlig også spille sammen i den sorte gangsterkomedie "Clean Out", hvor de kommer til at stå over for stjerneskuespillere som Harvey Keitel, Elliot Gould, Peter Stormare og Timothy Dalton.
Filmen skildrer to mafiafamilier, der kommer på kollisionskurs, da en mellemmand bliver dræbt. Optagelserne tager fart til september.