Hele verden har siden søndag haft travlt med at lade Brad Pitt og Angelina Jolie skille. En bedrift i sig selv, for de har som sådan aldrig været gift.
Rygterne startede efter at den britiske avis The Sun havde fået nallerne i nogle papirer, der til forveksling ligner en ægtepagtsaftale mellem de to superstjerner - altså en aftale om, hvem der skal have hvad, i tilfælde af, at de går hver til sit.
Forskellen var bare, at de juridiske detaljer i dokumenterne var tweaket, så de passede til et ugift par.
Dermed mente avisen, at det nu kun var et spørgsmål om tid, inden et brud var en realitet, og Brangelina måtte dele den lille milliard, de har i fælles formue, de seks børn og det pæne spisestel, og sige pænt tak for dansen.
Kilde: Alt er godt
Parret selv lader dog ikke til at have så travlt med at pakke penge, børn og sølvtøj i kasser.
Til det amerikanske People Magazine siger kilder tæt på de den kendte kernefamilie, at alt er godt, og at rygterne ikke kunne være mere falske.
Og medier, der ser det som deres opgave at holde et vågent øje med hvad parret fortager sig, har da heller ikke observeret noget usædvanligt på Pitt/Jolie-hjemmefronten i de seneste uger - tværtimod ser det ud til, at de har hygget sig bedre end nogensinde.
Men hvem ved - det kan alt sammen være et forsøg på at holde pressen hen, ind til de er klar til at offentliggøre planerne for deres nye liv. Særere ting er altså set i Kendisland.