Jonatan Spang og Mikael Wulff sparkede i løgsuppen på Nørrebro Teater - på opfordring af selveste Pia Kjærsgaard.
"De unge knepper hele tiden. Jeg synes hellere, de skulle tage at øve sig lidt på os gamle først!"
Der blev ikke lagt fingre imellem, da Jonatan Spang sammen med Mikael Wulff og sangerinden Aura gjorde en grå og regnvåd stenbro til et lidt sjovere sted at være.
Nørrebro Teater trak fulde huse både fredag og lørdag, da 'Spark i løgsuppen' løb af stablen. Og der var masser af musik og comedy i showet, der også blev optaget.
Først gik den dejlige sangerinde Aura på scenen, hvor hun varmede godt op under publikum, og blandt andet gav sin egen version af Johnny Cash's udødelige klassiker: 'Ring of fire.'
.
Så gik Mikael Wulff på scenen, og gjorde alle lidt klogere på leverpostejshapsere og old school-telefoner. Jonatan Spang afsluttede aftenen med sit show, hvor han blandt andet kom ind på de unges sexvaner - og selvfølgelig Pia Kjærsgaard, som jo har inspireret ham til at stable showet på benene, da hun for nylig udtrykte stor begejstring for Jonatan Spangs talenter - og efterlyste "mere spark i løgsuppen!"
Om Pia K. så lagde vejen forbi Nørrebro Teater i denne weekend, vides ikke. Men hvis hun gjorde, fik hun sit ønske opfyldt til fulde.
Hvis du missede showet, kan du stadig fange det - det sker i Musikhuset i Århus den 20. november.
TV 2 Login