Sladdermøllen kom på overarbejde, da det amerikanske blad National Enquirer udkom onsdag med en historie om, at Jim Carrey og hans kæreste Jenny McCarthy næsten havde giftet sig.
En talsmand skyder dog historien ned som fri fantasi.
National Enquirer ville vide, at den canadiske komiker og hans samlever lovede hinanden evig troskab ved en hjemmestrikket ceremoni fornylig, hvorefter parret smuttede til Las Vegas på en slags bryllupsrejse.
"Sludder og vrøvl", lyder reaktionen fra Carreys talskvinde Marleah Leslie.
"Det er ikke sandt", siger hun til nyhedsbureauet WENN.
Carrey og McCarthy har været sammen siden 2005, men komikeren har flere gange udtalt, at ægteskab ville ødelægge det hele.
"Fuld af løgn"-stjernen blev i 1995 skilt fra sin første kone Melissa Carrey, som han har sin 21-årige datter Jane med.
I sommeren 1997 blev Carreys 10 måneder korte ægteskab med kollegaen Lauren Holly opløst.