Støttekoncerten på Rådhuspladsen i tirsdags, der bød på navne som Simon Kvamm, Niels Hausgaard, Szhirley, Trentemøller og Mikael Simpson, samlede 100.000 kroner til de afviste irakiske asylansøgere. Pengene skal gå til kampagnearbejde.
"Vi har stadig en masse arbejde at fortsætte. Irakiske venner, der skal besøges i Ellebæk-fængslet. Familier som skal understøttes. Koncerter og protester som skal arrangeres. Så vi vil gerne sige mange tak til de tusindvis af fremmødte, som i dag støttede medmenneskeligheden og en mere anstændig asylpolitik, udtaler Jakob Hjuler Tamsmark fra Kirkeasyl i en pressemeddelelse.
Kirkeasyl samlede cirka 40.000 kroner ind i raslebøsser, cirka 40.000 via en sms-indsamling og en del via salg af t-shirts og mad på pladsen.
Amnesty International samlede under koncerten cirka 10.000 underskrifter til fordel for humanitær opholdstilladelse for de irakiske asylansøgere.