Styrtregn truede søndag med at lukke musikfestivalen All Points West i New Jersey, og bands som Coldplay måtte vente i mange timer, før de fik afklaring på, om de ville komme på scenen eller ej.
Festivalpladsen blev til en mudderpøl, som fik smatten i Roskilde til at ligne en tør sandkasse og folk med billet til søndag blev holdt tilbage ved portene i fire time.
Klokken 16:30 lokal tid var det klaret så meget op, at festivalen kunne tage hul på musikken og sangeren PT Walkley lagde for, mens Coldplay satte punktum for det tre dage lange og meget våde program.
Nogle måtte imidlertid forlade festivalen uden at spille. Bands som Steel Train og Kitty, Daisy & Lewis blev sendt hjem, fordi regnen havde forsinket begivenheden så meget, at der ikke blev plads til dem.
Det elendige vejr havde dog også sine fordele. De hårdføre fredagsgæster, som holdt ud til den sidste tone var spillet, blev belønnet med fribilletter til lørdag og søndag, hvor de ud over Coldplay kunne opleve blandt andre Tool og Jay-Z.
Rapperen afløste Beastie Boys, som måtte sende afbud, da forsangeren Adam Yauch fik konstateret kræft i en spytkirtel.