Den danske Oscar-fest udeblev i går, da nomineringerne blev offentliggjort, men til gengæld er der vild jubel mange andre steder, blandt andet hjemme hos Brad Pitt.
Brad Pitts præstation i sportsdramaet "Moneyball" udløste en vinderchance i kategorien for bedste mandlige hovedrolle, og skuespilleren er henrykt.
"Vi er i ekstase her på stedet. Det betyder så meget, især når man tager i betragtning, at denne film var stendød for to år siden. Der skulle mange mennesker til at få den på lærredet. Det er en stor ære og en fortjent hyldest til Billy Beane og organisationen hos Oakland A's ", siger Pitt med henvisning til den baseballtræner, han spiller.
Det er femte gang, Pitt er nomineret, men den 48-årige skuespiller har aldrig vundet. Til gengæld har hans kæreste Angelina Jolie en Oscar, som hun modtog for "Girl, Interrupted" i 2000.
Hård konkurrent i Clooney
Flere af Pitts kolleger har bemærket, at det er på høje tid, han får en Oscar, blandt andre George Clooney, som også høstede en nominering og bliver en hård konkurrent. Pitt synes dog bare, det er sjovt at være oppe imod vennen, som gør sig gældende i "The Descendants".
"Vi kommer helt sikkert til at sige mange pæne ting til hinanden, men lige nu vil jeg bare sige, giv George alle trofæerne, og når de slipper op, så lav nogle nye og giv ham dem også. Ingen gør det nemlig bedre end ham", lyder Pitts storsindede kommentar.
Pitts børn mærkede også glæden
Skuespillerens seks børn kom til at mærke tirsdagens begivenheder.
"De undrer sig nok over, hvorfor farmand lader dem få, hvad de vil have til morgenmad, men jeg har altså været oppe siden klokken fem, så den står på pandekager, Frosties og Guldkorn til alle", grinede Pitt inden han atter koncentrerede sig om storfamilien.
Danmark forbigået
Ud over Clooney og Pitt er de øvrige nominerede i kategorien Jean Dujardin for "The Artist", Demian Bichir for "A Better Life" og Gary Oldman for "Dame, konge, es, spion" - den tidligere Harry Potter-stjernes første chance for den gyldne statuette.
Martin Scorsese og hans "Hugo" løb med flest nomineringer med 11 styks i alt og den franske stumfilm "The Artist" snuppede 10 mens Ole Christian Madsens komedie "SuperClásico" måtte se sig forbigået sammen med Nicolas Winding Refns Hollywood-debut "Drive".
Det blev også en nitte til Lars von Triers anmelderroste "Melancholia", men den danske instruktør var heller aldrig for alvor i spil.
Den store prisfest finder sted i Hollywood søndag den 26. februar.