Den 42-årige komiker Casper Christensen ser ud til at more sig meget godt på den røde løber, hvor han sammen med sin kæreste, Iben Hjejle, og deres tre sammenbragte børn - og desuden det meste af landets øvrige sjovhedselite - står i kø for at komme ind i Operaen.
De er alle blevet fragtet af vandvejen over Københavns havn til Holmen denne aften for at deltage i årets største begivenhed på den danske Comedyscene - Den anden årlige Zulu Comedy Festivals store gallashow og prisudeling.
Forhåbentlig en oplevelse, der bliver mere underholdende end transporten, som komikeren bruger som eksempel på noget af det kedeligste, han nogensinde har oplevet, da Vip's mand på stedet spørger til netop dette.
"Båden herover - vil jeg sige. Det var lidt tamt. Det gav mig ikke noget," siger Casper med en påtaget kritisk mine. Man fornemmer næsten en imaginær pibe hvile hjemmevandt i den ivrigt gestikulerende venstrehånd.
Keder sig aldrig
Men ud over minutkorte søfartseventyr i de inderste af de indre danske farvande, så er der ikke meget det kan få Casper til at kede sig. For livet som komiker har, om ikke andet, givet ham evnerne til altid at underholde sig selv.
"Jeg keder mig faktisk aldrig," forklarer han med en ærlig mine
"Jeg gør alting til en fest"
Alting?
"ALT. Uden undtagelse!"
Iben: Jeg er sjovere der hjemme
Det lyder et eller andet sted en anelse foruroligende. Billeder af en meget forstyrret og farverig hverdag i parrets villa i Værløse danner sig på den indre nethinde...
Bekymret spørger vi Iben, hvordan det er at være gift med en, der notorisk er sjovere end en selv.
"Nu er det jo altså ikke altid lige morsomt at være kæreste med en komiker, siger Iben med et grin, og tilføjer:
"Og så vil jeg altså godt sige, at jeg altså også godt nogen gange kan være sjovere der hjemme!"
Danser morsomt
Vip's udsendte måber, og vender sig mod Casper:
Din kæreste står og påstår, at du bestemt ikke altid er den sjoveste i jeres forhold?
"Det er rigtigt. Iben vinder faktisk mange gange på den konto."
Vips udsendte stiller sig stadig en kende tvivlende over for denne påstand, og må bede dansk stand'ups godfather om et eksempel.
"I dans, for eksempel - Iben danser enormt morsomt, siger han med et kækt grin over imod omtalte Iben, der ser ud som om denne påstand giver mere mening for hende, end det gør for os andre.
Det bliver dog ikke uddybet, for i det samme er det blevet tid for Casper og Iben, som den fiktive version af komikeren i serien "Klovn" på et tidspunkt selv beskrev som 'Danmarks Kendispar nummer to - lige efter Frederik og Mary', til at træde ind foran den hær af fotografer, der skal forevige landes sjoveste mennesker på operaens røde løber denne aften.
Du kan se et galleri med alle stjernerne ved at klikke på linket til højre for artiklen, og se både optagelser fra den røde løber og hele det store, sjove Zulu Comedy Galla Show i aften fra kl. 20 på TV2 Zulu.