Dødsfald i familien, barnets fødsel og en film med Jennifer Aniston kan få tårerne frem hos mænd. Men helst, når ingen ser det.
Det kan måske nok være, det er blevet acceptabelt at være en blød mand, der viser sine følelser som Kronprins Frederik gjorde det, da han blev gift. Men en undersøgelse viser, at mænd helst kun græder, når de er alene og det er kun sket få gange i løbet af et år.
Det amerikanske mande-livsstilsmagasin Men's Health har spurgt 500 mænd om deres grædevaner.
Tidligere amerikanske undersøgelser fra 1985 har vist, at kvinder græder fire gange mere end mænd, og det har ikke ændret sig synderligt i løbet af de sidste 25 år. Men's Health skriver, at seks procent af mændene græder en gang om ugen, mens mændene beretter, at hele 27 procent af deres kærester græder en gang om ugen. Mændene græder dog lidt en gang imellem. En tredjedel af mændene har grædt i løbet af det sidste år.
Mens tårerne presser sig på hos kvinderne, når et nært familiemedlem dør, de ser en tåreperser af en Danielle Steele film eller når Michael Jacksons lille datter siger til sin døde far i kisten, at han er den bedste far, græder mænd næsten kun, hvis en ven, familiemedlem eller kæledyret dør
Halvbløde mænd
Selvom Kronprins Frederik lod tårerne få frit løb, da han blev gift og da han blev far, er det ikke alle mænd, der har fulgt hans eksempel. Halvdelen af mændene i undersøgelsen svarede til spørgsmålet om, om de græd, da de blev gift, at de ikke er gift, men de ved med sikkerhed, at de ikke vil fælde en eneste tåre. 20 procent af mændene var gift og græd ikke til brylluppet. Men hvis en smuk brud ikke kan få tårerne frem, kan en nyfødt baby det til gengæld. Omtrent halvdelen af mændene enten græd, da de blev fædre eller ved, at de vil gøre det, når den lille ny kommer til verden.
Hvis du vil se ham græde uden nogen behøver at dø, kan du prøve med en film. For det kan lade sig gøre til film som Marley & Me med Jennifer Aniston og en sød hund, og i top 10 over tudefilm for mænd findes også Titanic, Saving Private Ryan og Toy Story 3.
