Malene Hasselblad fortæller om den vold, magtesløshed og død, som kærlighed kan føre med sig.
" I min barndom lærte jeg, at min krop var noget, der kunne bruges af andre alt efter deres behov. Jeg lærte, at ikke alene mine forældre kunne bruge den, som de ville. Det kunne fremmede mænd også.
Jeg husker ikke hvor gammel, jeg var første gang, jeg blev hentetderhjemme af en fremmed mand i en bil og blev bedt om at køre med ham."
Så grumt lyder et af citaterne fra en af de 27 skæbner, som Malene Hasselblad beskriver i sin nye bog "Når kærlighed gør nas!". I dette tilfælde en 27årig pige ved navn Silje, som er blevet misbrugt af både forældrene og fremmede mænd.
"Hvordan kan man som forældre være så grusomme mod sit eget barn?"spørger Malene Hasselblad.
Men bogen handler også om andre former for ulykkelig kærlighed.
"Bogen indeholder historier om alt fra at give slip på sin store kærlighed, om sorg, svigt og utroskab, samt de tungere emner som hustru og husbondvold, overgreb, sygdom, død, mord og incest," siger Malene Hasselblad til tv2.dk.
Blev forladt under graviditet
I bogens første kapitel udleverer hun sig selv. Malene Hasselblad har nemlig selv følt den store sorg. Det skete da mandens i hendes liv forlod hende samtidig med, hun var gravid.
"Både under graviditeten og perioden lige efter jeg havde født, var ved at flå mig fra hinanden. Det gjorde så ondt indeni, at det ikke kan beskrives. At han fuldstændig mistede empatien og omsorgen for mig, og i stedet opførte sig fjern og følelseskold, slog benene væk under mig," siger Malene Hasselblad og fortsætter:
"Jeg følte jeg havde pest og det der var værre, kunne simpelthen ikke forstå i mit hjerte, at han kunne være så afvisende overfor mig. At alle årene sammen, kærligheden, bare blev kastet overstyr som at blinke med øjnene."
Hun understreger, at forholdet med eksmanden i dag er godt igen, og at der i skilsmissesituationer ikke er plads til 'dig og mig'. 'Det handler om barnet', som hun selv udtrykker det.
Bruger sit kendte ansigt
Hendes bog indeholder flere grusomme skæbnehistorier, som hun selv har samlet sammen blandt andet ved at efterspørge dem via sin hjemmeside.
Og der er mange, der har skrevet til hende, og desværre og flere historier, som hun har måttet skære fra. Hun føler, at hun som en kendt dansk kvinde kan hjælpe andre.
"Jeg har valgt at give lidt af mig selv fra en svær periode i mit liv. Der er flere, der ved hvem jeg i forhold til min nabo, og det er formentlig med til at give bogen og dens budskab mere opmærksomhed i medierne," siger Malene Hasselblad, der håber at folk vil kunne relatere til historierne eller nikke genkendende til dem og måske endda lære af dem.
Ulykkelig under graviditet
Malene Hasselblad har ikke kunne undgå at føle sig personligt involveret i bogens historier og dens hovedpersoner, og hun indrømmer, at det har været hårdt undervejs.
"Jeg skrev bogen, mens jeg var gravid. En periode, hvor jeg burde være lykkelig, men faktisk var meget ulykkelig, da det kunne være svært at håndtere, at folk åbnede dunkle sider af deres liv", siger Malene Hasselblad.
Bogen udkommer i dag via hendes eget forlag Syntaks.