Hugh Hefners tidligere "Next Door"-kæledægge, Kendra Wilkinson, brød sammen efter søndagens Super Bowl.
Playboy-pigen var på stadion for at heppe på sin mand, Hank Baskett, der ikke spillede sin bedste kamp for Indianapolis Colts, som da også tabte den store finale til New Orleans Saints.
Imidlertid var det ikke grundet mandens nederlag på banen, at den gode Kendra Wilkinson brød grædende sammen efter kampen og hastede ud af stadion med sin lille søn under armen.
"Jeg græd ikke på grund af den skide kamp, men på grund af paparazzierne - de har ingen sjæl... De ville ikke lade mig og min familie være i fred!!!!," skrev Kendra Wilkinson således ifølge People på sin Twitter-profil i går, mandag, og tilføjede:
"Vi bad dem om at stoppe på grund af babyen, som de kom alt for tæt på, men de var fuldstændig ligeglade."