Coldplay
MCH Outdoor Arena, Herning - den 16. august 2009
Engelske Coldplay trodsede heftig blæst og enkelte regndryp, da de for øjnene af 37.500 ellevilde publikummer præsterede et sandt festfyrværkeri af en koncert søndag aften i Herning.
Fordelt på fire studiealbums har Coldplay solgt over 50 millioner plader og er således musikalske verdensstjerner, der rundt regnet kun overgås af navne som U2 og Madonna - bandet, der ellers lagde for med det små-skæve indie-album, "Parachutes" fra 2000, udviklede sig stilmæssigt med først "A Rush Of Blood To The Head" fra 2002 og "X&Y" fra 2005, der begge malede med bredere penselstrøg, og nåede et foreløbigt kunstnerisk højdepunkt med sidste års "Viva La Vida Or Death And All His Friends", der for alvor lagde den 'klynke-rock', som Coldplay hidtil havde været temmelig konsekvent forbundet med, bag sig.
Det var således et band på toppen af sin karriere, der søndag aften i Herning skulle underholde et stadig mere forvænt koncertpublikum, som tidligere på året nød først Beyoncé og siden Bruce Springsteen (og som senere på året gæstes af amerikanske The Flaming Lips, men det er en anden historie, som vi først fortæller om nogle måneder), men som helt åbenlyst ikke var blevet mæt af den grund. Coldplay havde samtlige små 40.000 publikummer i sin hule hånd fra start til slut i et omfang, der gjorde oplevelsen særdeles rørende.
Fra undertegnedes plads på A-tribunen tog det kolossale menneskehav sig fantastisk ud - i det varme lys blev arme og ansigter farvet orange, og det så smukt ud, når de mange tusinde hænder bølgede fra side til side i takt med musikken. Der blev også skrålet igennem, og flere gange var fællessangen uimodståeligt hårrejsende i al sin åbenlyse storhed - strålende var også øjeblikket, hvor Coldplay-frontmand Chris Martin fik samtlige tilstedeværende til at række deres mobiltelefoner i vejret, hvilket lige som lagde en stjernehimmel af en dyne blidt ned over MCH Outdoor Arena.
Showmæssigt lod Coldplay i det hele taget intet tilbage at ønske, for ikke bare virkede bandet ekstremt veloplagt og kærligt sympatisk (som altid) - de fire engelske gutter havde så sandelig også medbragt gear og grej til at kickstarte selv den største og mest ambitiøse fest. Lysshowet var et overdådigt kapitel i sig selv, og den måde, hvorpå den gigantiske storskærm på scenens bagvæg buede, lige som udvidede den ellers i forvejen voldsomt udseende scene.
Balloner syntes at være lidt af et tema, idet fire af slagsen (med påskriften "Reign Of Love") var placeret i hvert sit hjørne af koncertpladsens inderplæne, og da fem gigantiske balloner udformet som helt almindelige lyspærer konstant var en del af sceneshowet, sådan som de påført visuelle effekter af en anden verden hang ned fra sceneloftet. Endelig blev i omegnen af hundrede gule kæmpeballoner pustet ind over publikum under fremførelsen af Coldplays helt store gennembrudshit fra år 2000, nemlig den passende betitlede "Yellow".
Lad os i det hele taget se lidt nærmere på, hvad Coldplay rent repertoiremæssigt diskede op med denne søndag aften i Herning. Generelt var de ikke på nogen måde fedtede med deres hits, som i reglen blev leveret i linde strømme koncerten igennem - "Yellow" var ganske vist ene om at repræsentere "Parachutes", men både "A Rush Of Blood To The Head" (med "Clocks", "In My Place", "God Put A Smile Upon Your Face" og "The Scientist") og "X&Y" (med "Fix You", "Speed Of Sound", "Talk" og "The Hardest Part") var rigt repræsenteret, og så fyldte "Viva La Vida"-albummet, der trods alt lægger navn til den igangværende turné, naturligvis også godt ud med numre som "Life In Technicolor (I og II)", "Violet Hill", "Strawberry Swing", "Viva La Vida", "Lost!" og "Lovers In Japan".
Hele herligheden tog sig samlet set smækkert afvekslende ud, og Coldplay skænkede således plads til de såvel støjende som de mere afdæmpede bidder af bagkataloget. En sjælden gang imellem hændte det, at bandets mange gode melodier druknede i de højt spillede guitarspor, og at den hidsige vind flænsede vigtige lydstumper fra hinanden, men som oftest gik lyden glimrende igennem, så det var en sand og udtalt fornøjelse.
At Coldplay garnerede deres show, der forudsigeligt endte med at blive indhyllet i konfetti, med at optræde på ikke bare én, men to scener ude blandt publikum var opfindsomt og charmerende, men dog også en smule forvirrende og distraherende i situationer, hvor man ellers lige var så uigenkaldeligt opslugt af musikken. Der er dog tale om yderst beskedne dråber malurt i bægeret, som mest af alt flyder over med superlativer og en svimlende tro på godhed i sin reneste og mest uforstyrrede form.
TV 2 Login