Nu flytter David Duchovny og hans kone Tea Leoni også fra Hollywood.
De leder efter en passende lejlighed i New York og har sat deres hus i Malibu til salg for 12 milioner dollars, knap 58 millioner kroner.
"Strengt fortroligt"-stjernen er den seneste i en række kendisser, som forlader filmbyen.
For få dage siden meddelte Dennis Quaid, at han og hans kone slår sig ned i Texas med deres tvillinger.
Den nye ejer af familien Duchovnys villa kommer til at råde over fem soveværelser, fire badeværelser, motionsrum, store stuer, et fritliggende gæstehus og garage til tre biler.
Der er udsigt over Stillehavet og hele to swimmingpools. Den nærmeste nabo er countrysangeren Kenny Chesney.
Duchovny og Leoni håber at finde en køber i en fart.
De vil nemlig helst til New York inden deres to børn på ni og seks år skal begynde i skole efter sommerferien.