Et af verdens mest berømte postnumre tages i brug igen. Den amerikanske TV-station CW genopliver "Beverly Hills 90210" i form af en moderne aflægger af Aaron Spellings serie fra 1990erne.
Branchebladet Hollywood Reporter skriver, at der er sat turbo på projektet, således at arbejdet med pilotafsnittet kan sættes i gang ved udgangen af denne måned. Det er endnu ikke besluttet, hvilke figurer fra "Beverly Hills 90210" der skal flytte med til den nye serie - hvis overhovedet nogen. Den første aflægger "Melrose Place" blev en succes uden nævneværdige gengangere.
Ifølge Hollywood Reporter er det næppe en tilfældighed, at "Beverly Hills 90210" bliver støvet af nu. Bladet vurderer, at en moderne serie om priviligerede unge fra den fornemme bydel vil passe fremragende til CWs nye dramserie "Gossip Girl", der handler om rige teenagere på Manhattan i New York.
"Beverly Hills 90210" blev sendt på amerikansk TV fra 1990 til 2000 og siden blevet noget nær uopslidelig. Serien sendes igen og igen og igen verden over.