Én blev inspireret af en æske chokolade fra Anton Berg, en anden var varm på Jeff Coldby fra 80'er-serien 'Dollars', mens en helt tredje fik idéen, da veninden sang Lars Lilholts 'Ophelia' i telefonen.
Der er mange inspirationskilder, når forældre skal vælge et navn til deres nyfødte barn.
Det vidner kommentarerne på Go' Morgen Danmarks Facebookgruppe om - her har 78 fans har været inde og fortælle, hvordan de fandt på navnet til deres barn.
Se alle de sjove historier ved at trykke på linket i linkboksen til højre.
Men faktisk har det endelige valg ofte rod i en langt mere ubevidst påvirkning, forklarer navneforsker på Københavns Universitet, Birgit Eggert.
Hvor idéen kommer fra, er forældre ofte ikke helt klar over.
"Mange siger 'vi kunne bare så godt lide det navn'," siger navneforskeren.
"Det er en påvirkning, man får, fra den verden, man nu færdes i. Det er måske et navn, man møder igen og igen, og så synker det ligesom ind i det ubevidste lager af navne."
Kvinder har det sidste ord
Ud af de 78 fans, der har løftet sløret for deres inspirationskilder, er kun 5 af dem mænd. Og selvom det ikke er videnskabeligt bevist, er Birgit Eggerts klare indtryk også, at det er kvinderne, der har det sidste ord, når guldklumpen får sit navn.
Her kan navneforskeren få øje på to forklaringer.
"Måske er kvinder mere diskussionslystne, og så ender det med, at mændene giver dem lov til at bestemme for at få fred," siger hun.
Desuden vil hun ikke afvise, at mændene i nogle tilfælde kan være ofre for kvindelist af værste skuffe.
"Hvis man ikke er helt enige, så venter moren med at lægge pres på indtil, at hun lige har født barnet, og så er faren villig til at give hende lov til at bestemme, fordi hun jo lige har været igennem smerten ved fødslen. Det har jeg i hvert fald hørt," siger navneforskeren.
SÅDAN FANDT VI PÅ NAVNET
Her kan du læse, hvordan Go' Morgen Danmarks Facebbok-fans fandt på navnet til deres børn:
"Min søn Jeff på 24 år er opkaldt efter Jeff Coldby fra Dollars-serien..."
Bettina Mulle Schjerlund
"Min søn er kvart japaner og hedder Minori som den første og eneste i DK. Dejligt med et navn som der ikke er mange i verden der hedder."
Sandra Wils Lystbæk
"Min søn hedder Lucas fordi det var det eneste navn vi var enige om."
Anja Winther
"Min søn hedder Bastian efter figuren i den uendelige historie, elsker den bog/film."
Charlotte Brødholt Blume
"En dag min veninde og jeg sad og sludrede, sang hun pludselig Ofelia med Lars Lilholt og sagde så, at hvis det bliver en pige, synes jeg hun skal hedde Ophelia."
Jeanette Brossmann
"Patrick = Patrick Swayze og Line = Line Baun Danielsen."
Bitten Sørensen
"Vi sad på barselsgangen og så tv, mens vi ventede spændt på, at der skulle ske noget. Der kom Nikolaj Kirk (tv-kok red.) så frem på skærmen. Så vi fik en Nikolai sent om aftenen."
Tina Lundby Møller
"Vores datter hedder Isabella Johanne. Isabella efter prinsessen og Johanne efter hendes oldemor."
Janni Kjældgaard Frederiksen
"Vi gik efter navne med en betydning. Albert betyder 'strålende' og Frida betyder 'smuk/skøn'. Og vi ramte plet."
Louise Schubert
"Min søn hedder Anton - blev inspireret af en Anthon Berg chokoladeæske."
Charlotte Brunsholm
"Min mand og jeg har set for meget Beverly Hills 90210. Så vores søn hedder Noah (skuespiller i serien, red.)."
Wickie Møller Nielsen