Ny dansk forskning viser, at dårlig søvn hænger sammen med, at cellerne i øjnene bliver dårligere til at regulere vores døgnrytme, jo ældre vi bliver.
Hidtil har man ikke vist, hvad årsagen til dårlig søvn skyldes, men det nye danske studie, der er blevet publiceret i det amerikanske tidsskrift Sleep, viser, at vores øjne med alderen får en gul misfarvning, der forhindrer lyset i at trænge ind på nethinden og dermed forstyrrer vores døgnrytme.
"Vi har målt forbindelsen mellem meget gule linser og dårlig nattesøvn, og det var tydeligt, at de forsøgsdeltagere, der havde en meget gul linse, også sov dårligere," siger Line Kessel, seniorforsker fra Øjenafdelingen på Glostrup Hospital, til Videnskab.dk.
Line Kessel har i samarbejde med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed stået for undersøgelsen.
Mindre lys
Den gule misfarvning betyder dog ikke, at øjnene bliver synligt gule. Det er kun noget som øjenlægen kan se, men den gule linse gør, at der trænger mindre lys ind på nethinden, og det kan føre til søvnløse nætter.
"Det skyldes, at øjet stimuleres af blåt lys - altså solens lys. Lyset skal ind i øjet, for at hjernen kan justere døgnrytmen, og vi ved fra forsøg, at hvis fuldstændigt raske forsøgspersoner kommer ind i et lyst eller mørkt rum, så mister de deres døgnrytme i løbet af ganske kort tid. Det samme gælder for nogle blinde, der har mistet de lysfølsomme celler i øjet," siger Line Kessel.
Når vores øjne bliver udsat for mørke, så dannes hormonet melatonin, som gør os søvnige og bereder os på at sove.
Smadrer døgnrytmen
"Forstyrrelser af døgnrytmen kan ødelægge vores velbefindende. Det kan man se på folk med spædbørn. De bliver fuldkommen smadret, fordi deres døgnrytme forstyrres. Det samme gælder, når man rejser på tværs af tidszoner. Det handler om evne til at regulere døgnrytmen, og hvis den evne forstyrres, kan det føre til søvnproblemer, som vi kan se i vores undersøgelse," fortæller Line Kessel.
Line Kessel mener, at den opnåede viden er vigtig, fordi den kan hjælpe os til at forstå, hvad der giver forstyrrelser i døgnrytmen.
"Resultatet vedrører rigtigt mange mennesker - f.eks. folk med skiftende arbejdstider. Men eftersom vi alle sammen får gule linser med alderen, kan den nye viden bruges til at afhjælpe søvnforstyrrelser i fremtiden,"uddyber Line Kessel.