10 bøger til efterårsmørket
27-10-09: 08:45 | af: Dorthe Duvander
Foto: ColourboxVi er gået ind i de mørke måneder - og de kolde, mørke dage indbyder i den grad til hyggelæsning foran pejsen, i stearinlysets skær eller under dynen.
Vi har bedt Go'morgen Danmarks faste boganmelderpanel om at give hver deres bud på en top fem over bøger, der egner sig rigtigt godt til hyggelæsning i efterårsmørket.
Hvis du er til de klassiske
Af Ane Sjølin, Go'morgen Danmarks boganmelder
Patricia Cornwell: Rovdyr
Hvis du vil bide negle af spænding.
Retsmedicineren Kay Scarpetta kommer på en højst indviklet sag, da det torturerede lig af en ung kvinde med sære tatoveringer bliver fundet i Massachusetts. Det er nok ikke tilfældigt, da Scarpettas niece Lucy møder - og har et one night stand med en mystisk kvinde, der bærer de samme tatoveringer. Samtidig arbejder Kays kæreste Benton Wesley på et hemmeligt projekt, hvor han støder på en morders tilståelser der også lader til at være forbundet med den døde kvinde. Det hele flettes sammen i et vanvittigt overraskende og fængslende plot, der gør bogen meget svær at lægge fra sig.
Margaret Forster: Kammerpige
Hvis du vil have poesi og skandale.
Denne historiske roman er baseret på den sande historie og det chokerende forhold mellem digterne Elizabeth Barrett og Robert Browning, set fra kammerpigen Wilsons synsvinkel. Da Wilson bliver ansat til at passe den svagelige frøken Barrett, udvikler de to kvinder hurtigt et tæt afhængighedsforhold. Trods sin loyalitet, der får Wilson til at følge sin frue på sin skandaløse flugt til Sydeuropa, bliver det svært for Wilson at skabe sig et selvstændigt liv, da frøken Barrett er kontrollerende, selvcentreret og fordømmende. Guddommelig hyggelæsning, gerne foran en varm pejs.
Mary Renault: Kongen må dø og Tyren fra Havet
Hvis du vil drømme dig væk til fjerne tider og varmere himmelstrøg.
Fortælling i to bind om den græske sagnhelt Theseus med uendelige mængder af romantik, spænding og erotik. Slip fantasien løs med historier om intrigante dronninger, kretensiske labyrinter, bakkantiske orgier og skønne amazoner. Myten er genfortalt uden overnaturlige elementer, som en historisk roman frem for fantasy og som med enhver god bog inden for denne genre, er det næsten som at være der selv.
Leo Tolstoj: Anna Karenina
Hvis du vil tude i takt med regnvejret.
Du kender sikkert dele af historien, Anna Karenina er fornuftigt gift og har en søn, men da officeren Vronsky vækker en lidenskabelig kærlighed i hende, tvinges hun ud i et umuligt valg. Samtidig er den unge Kitty ulykkeligt forelsket i Vronsky og afviser derfor aristokraten Levins tilbud om ægteskab, hvilket får ham til at forsværge kærlighed totalt. Glem kulden og mørket med en storslået kærlighedsroman.
Alan Moore: From Hell
Hvis du tør!
En grafisk roman om Jack the Ripper. Året er 1888 og en række prostituerede bliver myrdet på bestialsk vis i Whitechapel området i London. Vi følger på skift politikommissær Abberline i hans jagt på morderen, de prostitueredes farefulde tilværelse og ikke mindst morderen selv på hans grufulde mission, som har forbindelser til den mystiske frimurerloge og selveste dronning Victoria.
Ikke for sarte sjæle, men hvis man er til intelligent victoriansk gys og hvis man vil prøve at kaste sig over tegneseriegenren, bør man ikke snyde sig selv for denne oplevelse.
Hvis du er til de helt nye:
Af Carsten Norton, Go'morgen Danmarsk boganmelder
Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom Spiddende satirisk og drilsk dommedagsprofetisk rejse tilbage til start-80'ernes kulturelle clash mellem punkere og yuppier. Provokerende præcis og svært underholdende.
Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav (udkommer i denne uge)
Virtuost velskrevne noveller om 68'ernes på en gang forkælede og forsømte skilsmissebørn. Debutanten Kongstad skider i den grad i egen rede, og bogen falder som selvmorderisk klyngebombe i den kreative klasse.
Kim Leine: Tunu
Isnende usentimental og svært livsbekræftende roman om livet - og døden - i en østgrønlandsk bygd. En af disse års mest overbevisende nye stjerner på den danske forfatterhimmel.
Benn Q. Holm: Den gamle verden
Ung amerikansk kvinde på dannelsesrejse i Europa møder falleret britisk rockstjerne. En litterær roadmovie, der tager læserne med til evigt aktuelt kultursammenstød. Leveret med Holms sans for dialog og persontegning.
Julia Lahme: Sig farvel
Lahme skriver med sikker pen og med sin mors alt for tidlige død som ballast for samtaler med danske præster. Fin bog om sorg, om at miste og stadig bevare troen på kærligheden.







